Enhedslisten indgår aftale om overførselssagen

Enhedslisten har indgået en aftale om overførselssagen, som er den aftale, der prioriterer de overskydende midler fra sidste års budget Selvom midlerne har været begrænsede, så er der markante rød-grønne Enhedslisten-sejre i aftalen. Det er en aftale, hvor både klima og miljø samt velfærd for byens børn og vores udsatte borgere prioriteres. Her skal blot nævnes nogle af de vigtigste.

En klimavenlig by med rent drikke- og badevand
Det helt store slag om en klimavenlig by står med Københavns klimastrategi 2035, men også i overførselssagen er der grønne aftryk. Vi investerer 12 mio. kr. i at plante 139 hektar ny skov uden for København, i de områder, som København får sit drikkevand fra, så vi også beskytter byens drikkevand. Penge til målinger af vandet i Københavns havn skal sikre, at byens mange badende kender vandkvaliteten, fx
indholdet af PFAS.

Borgerinddragelse og trafiksikkerhed for cyklister
Byplanlægning, som inddrager borgerne, giver gode løsninger. I Sydhavnen har engagerede borgere arbejdet for udvidet borgerinddragelse og et helhedsperspektiv på ikke mindst trafikforholdene, herunder for cyklister, i forbindelse med at der planlægges et yderligere boligområde i Bådehavnsgade. Det er en sejr for
nærdemokratiet, at der nu sættes penge af til det. Også andre steder i byen har vi sikret af de lokale beboere, små erhvervsdrivende og skoler inddrages, så der kan findes gode og trygge løsninger for cyklisterne i Nordre Frihavnsgade, som samtidig fungerer for de lokale erhvervsdrivende.

Svømmehaller
Emdrup Bad og Sundby Bad går ikke over til at blive foreningsdrevet, men forbliver som det er, så alle Københavnerne fortsat kan nyde en tur i svømmehallen!

Værested for hjemløse er sikret resten af 2025
Der afsættes med aftalen 39 millioner til socialområdet. Bl.a. får Grace Kbh får de nødvendige midler, så de kan holde ekstra åbent fra kl. 16.00 til 21.00 mandag til fredag fra oktober til december i 2025. Det gavner de hjemløse, som her møder kvalificeret personale med stort kendskab til deres livsvilkår og det skaber samtidig ro i lokalområdet og langt mere tryghed for brugere og frivillige i Folkets Hus og i Folkets Park. Også Bazar under Buen får penge til at fortsætte det gode arbejde med udsatte mennesker og hjemløse migranter omkring Lyngsies Plads. Det gavner hele lokalområder, når kommunen støtter op om frivillige indsatser for byens mest udsatte.

Store forbedringer på en række folkeskoler
Børneområdet får i aftalen lidt over 113 mio kr. mere. 7,1 mio. kr af de midler er afsat til, at der nu endelig kan bygges nye toiletter til børnene på Rådmandsgade Skole. Ingen børn skal gå og holde sig hele dagen, med uheldige konsekvenser til følge. Alle skal kunne komme til et toilet og standarden skal være i orden, ellers går det ud over både sundhed og trivsel. Derfor er vi rigtig glade for, at børnene på Rådmandsgade Skole langt om længe kan få ordentlige toiletforhold. Både forældre og børn skal have stor ros for at råbe højt og holde fast. De har ventet for længe, men nu er der endelig fundet en løsning. Også Nordøstamager Skole kan se frem til forbedringer. Den nybyggede skole er bygget på en lille grund, så udearealerne er lagt på tagareal. Kvaliteten af udearealerne er for dårlige, men nu er der med aftalen afsat penge til både at
forbedre tagenes udearealer og udvide skolens areal ud på Prags Boulevard og dens grønne midterrabat.

Vi styrker demokratiet og de folkeoplysende foreninger
Mange flere borgere skal gerne have kendskab til og lyst til at bruge deres demokratiske ret til at stemme ved kommunal- og regionsvalg. Det har vi ønsket at sikre med finansiering af valgdeltagelsesinitiativer målrettet ikke-dansktalende borgere i København, så flere både kender til deres ret og føler at det at stemme også er meningsgivende for dem, ligeledes sikres bedre vilkår for selve valghandlingen med opdelt valgssekretærrolle til kommunal- og regionsvalget. Mange flere børn og unge er i de senere år blevet aktive i foreningslivet. Det er en god udvikling, som vi gerne vil fastholde og derfor er det rigtig positivt, at vi har sikret 2,5 mio. kr. til at løfte beløbet for medlemstilskud, som sikrer flere adgang til de folkeoplysende foreninger.

Aftalen rummer flere gode ting og kan i sin helhed læses her:
https://www.kk.dk/politik/budget-og-regnskab/overfoerselssag-2024-2025