ULIGHEDEN HAR ALDRIG været større i Danmark. Alligevel har regeringen gennemført en kontanthjælpsreform, som fastholder hjemløse og andre sårbare mennesker i fattigdom, hjemløshed og med adresse på et herberg.
Det er den mest ubarmhjertige reform, vi har set i årtier. Det er uværdigt og langt fra de lovprisende ord, vi ellers hører fra regeringens side om værdighedsreformen og respekt for udsatte mennesker.
I Københavns Kommune betaler vi i gennemsnit 1550 kroner i døgnet eller 46.500 kroner om måneden for en herbergsplads til en hjemløs. Det bliver til en udgift på næsten en halv million kroner om året. Til sammenligning vil et såkaldt ”storbytillæg” – et tilskud til huslejen, der er særlig høj i storbyer – på for eksempel 3000 kroner om måneden koste kommunen 36.000 kroner årligt. Det er både menneskeligt og økonomisk en langt mere holdbar investering.
Jeg står hovedrystende over for, at regeringen foretrækker, at kommunerne bruger enorme summer på herbergspladser til hjemløse, frem for at give kommunerne mulighed for at give hjemløse et tilskud til huslejen, så de kan få deres eget hjem.
IKKE ET ONDT ORD OM HERBERGER. De løser en kæmpe opgave for sårbare mennesker. Og de går forrest, når det handler om rådgivning, hjælp og støtte til hjemløse, som har det uendelig svært.
Det er en kritik af regeringen, som på den ene side vedtager en hjemløsereform, som skal få hjemløse væk fra herberger og i egen bolig, mens de på den anden side gennemhuller hjemløses indkomstgrundlag. For ja, rigtig mange hjemløse er på kontanthjælp.
Tanken er ikke fremmed for regeringen, der med hjemløsereformen gav kommunerne lov til at give omkring 1400 kroner i huslejetilskud om måneden. Men det rækker på ingen måde i storbyerne, og som lovgivningen er i dag, må kommunerne ikke give ekstra huslejetilskud til borgere, som står på venteliste til en bolig. Heller ikke til dem, der har en bolig, som de ikke længere har råd til at bo i.
I den perfekte verden er der billige boliger i København, som hjemløse har råd til. Men enhver, som kender bare en lille smule til det københavnske boligmarked, ved godt, at der er større chance for at rende ind i en enhjørning på Strøget end at finde en billig toværelses lejlighed.
I SOCIALFORVALTNINGEN KÆMPER medarbejderne indædt for at støve billige boliger op. Sidste år blev i alt 602 hjemløse københavnere visiteret til at kunne få deres egen bolig, men det lykkedes kun at finde billige boliger til 272, fordi huslejeniveauet i København er for højt til mennesker på kontanthjælp.
Siden den 1. juli er der hver måned hjemløse, som får besked om, at de er fjernet fra ventelisten til en almen bolig, mens andre får besked om, at de slet ikke kan blive indstillet til at komme på en venteliste, fordi de er for fattige.
Målet med regeringens hjemløsereform var at få hjemløse væk fra herberger og i egen bolig. Det er en opgave, som er umulig at få løst i København, som reglerne er i dag. Der skal handling til – nu!
I KØBENHAVN ER OMKRING 3800 borgere gået ned i ydelse efter kontanthjælpsreformen. Cirka 1800 af dem kender Socialforvaltningen. De står til at miste i gennemsnit 2791 kroner i indtægt hver måned. Det er en kæmpe mavepuster.
Jeg har derfor skrevet til social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) for at få regeringen til sammen med partierne på Christiansborg at indføre et storbytillæg.
Med et storbytillæg vil man i de kommuner, hvor huslejen er højest, kunne give hjemløse muligheden for at få deres eget hjem og sikre, at der ikke er flere, der mister deres bolig. Vi har stadig chancen for at stoppe den tsunami af hjemløshed, som jeg frygter vil ramme os i den kommende tid. Men der er brug for handling fra Christiansborg.
Blogger: Karina Vestergård Madsen, Socialborgmester i Københavns Kommune for Enhedslisten
Bragt i Kristeligt Dagblad 27. oktober 2025
