Over 70 procent af københavnerne klarer sig i dag uden bil, så når den konservative borgmester siger, at København skal hænge sammen i hverdagen, så er jeg enig, men den skal ikke kun hænge sammen for dem, der har en bil.
Derfor skal vi indrette København efter, hvad der er grønnest, men også give pladsen til københavnernes foretrukne transportform nemlig cyklen og den kollektive trafik.
I Enhedslisten har vi modsat de Konservative en grøn vision for København. Vi ønsker at skabe en grøn by, hvor man kan cykle på arbejde uden trængsel og stress.
Hvor der er grønne områder og parker, hvor man kan sætte sig med sine venner og drikke en øl eller en kop kaffe, mens man hører fuglene synge. Og hvor man kan lege med sine børn.
Vi skal også have en grøn by for bedre at kunne håndtere klimaforandringerne. Vi skal omdanne mere af asfalten til grønne byrum med træer. Det kan opsuge vand ved ekstremregn og køle byen ned under hedebølger.
Der er masser af københavnere, der i dag ikke har råd til bil. Og vi skal gøre det muligt for dem at komme rundt i byen med cykel eller med kollektiv transport.
For København skal ikke kun indrettes efter dem, der har råd til at tage pladsen, København skal være en by for alle.
Rammer Teslaejeren fra Nordsjælland
Vi skal tilbyde alternativer til børnefamilier, der skal køre deres børn til fodbold. Eller det ældre ægtepar, der hver anden weekend godt kunne tænke sig et smut op i deres sommerhus.
Eller de mange andre københavnere, der bare en gang imellem har brug for en bil.
Derfor er vi i fuld gang med at få delebiler ud i hele byen, så det bliver nemt for familier der ikke bruger bil i hverdagen at tage en delebil.
Men der er også nogle lavindkomstfamilier, der er afhængig af bilen i dag. Der måske arbejder steder udenfor København, hvor den kollektive trafik i dag ikke er et reelt alternativ. De kan fortsat købe en beboerlicens og rammes derfor ikke af betaling for søndagsparkering.
Afskaffelsen af den gratis søndagsparkering rammer hovedsageligt Teslaejeren fra Nordsjælland, der ser det som sin borgerret at køre i bil ind til København for at parkere, så tæt på Strøget som muligt for at handle inde i nogle af byens dyreste butikker.
De må fremover enten betale for parkering eller tage kollektiv transport.
Butiksdøden skyldes ikke mangel på parkeringsbåse
København halter bagefter flere andre storbyer i Europa, der har fredeliggjort deres bymidter. Erfaringerne derfra er at det giver bedre og rarere oplevelser, når man går rundt i byen. Og dermed styrkes butikslivet, caféer og restauranter.
Dengang man lavede Strøget til gågade var mange også bange for butiksdød. I dag ønsker ingen at genindføre biltrafikken på Strøget.
Så når de Konservative påstår, at butiksdøden skyldes manglende mulighed for at køre i bil ind og parkere gratis i Indre By, så er det fuldstændig misforstået.
Så lad os gøre København til en grøn by. Der er indrettet efter borgerne og ikke bilerne.
På den måde kan vi få København til at hænge sammen i hverdagen for københavnerne, som de er flest. Og skabe en meget rarere by.
Blogger: Line Barfod, Teknik- og Miljøborgmester (Enhedslisten)
Debatindlæg bragt i Altinget d. 1. maj 2025