Ikke mindre end 26 gange har højrefløjen stillet medlemsforslag og forespørgsler, der skulle ramme politiske modstandere og indskrænke ytrings- og forsamlingsfriheden for dem, de ikke kan lide.
Det er grundlæggende skræmmende, når Mikkel Bjørn (DF) vælger at kopiere det ekstreme højres politik.
Når Mikkel Bjørn foreslår remigration, bygger han videre på det ekstreme højres mest vilde politik.
DF har historisk altid forklædt deres ekstreme forslag, men med Mikkel Bjørn i spidsen toner DF rent flag ved både at føre det ekstreme højres politik og kopiere deres sprogbrug.
Remigration som koncept blev introduceret af den højreradikale bevægelse, Generation Identitær, for cirka ti år siden.
Nu har Mikkel Bjørn valgt at kopiere Generation Identitær og fremføre samme politik som en del af sin kommunale valgkamp.
Det er imidlertid ikke kun, når vi snakker kommunalvalgkamp, at Mikkel Bjørn og Dansk Folkeparti lader hånt om de almindelige demokratiske principper.
Det så vi for eksempel, da Mikkel Bjørn kaldte kulturministeren i samråd, da DR havde ansat en venstreorienteret debattør, Harald Toksværd, som Mikkel Bjørn ikke brød sig om.
Politiske ansættelser og afskedigelser i public service-sektoren er noget, vi normalt forbinder med autoritære samfund og i klar modstrid med det armslængdeprincip, vi bryster os af i Danmark.
På amerikansk kalder de det cancel culture. Altså at man bevidst forsøger at udskamme og udelukke bestemte personer eller holdninger fra det offentlige rum og den offentlige debat.
Desværre er det ikke en strategi, vi kun kender fra Mikkel Bjørn og Dansk Folkeparti.
Også i den nuværende Borgerrepræsentation har det være en yndet metode. Særligt det Konservative Folkeparti, der tidligere i valgperioden optog Nye Borgerliges Niels Peder Ravn i folden.
Ikke mindre end 26 gange har højrefløjen og Konservative stillet medlemsforslag og forespørgsler, der skulle ramme politiske modstandere og indskrænke ytrings- og forsamlingsfriheden for dem, de ikke kan lide.
De har blandt andet forsøgt at at udelukke Palæstina-aktivister fra de københavnske kulturhuse, forbyde undervisningsmaterialer fra Normstormerne samt fjerne offentligt tilskud til Ungdomshuset, Alerta Festivalen, Copenhagen Pride og senest Internationalt Forum.
Og så en klassiker fra det borgerlige Danmark: Forbud mod kønsopdelt svømning.
Og det er vel og mærke ikke fordi, at de pludselig er blevet queer og vil gøre op med den binære kønsopfattelse og omfavner en unisex-tilgang i kommunens lokaler.
Nej, det er fordi kønsopdelt svømning særligt henvender sig til piger fra indvandrerfamilier, der for manges vedkommende ellers ikke ville gå til svømning.
Og så skal det – i den højreorienterede optik – selvfølgelig forbydes.
I Enhedslisten står vi for det stik modsatte. Vi ved, at ytringsfrihed og forsamlingsfrihed intet er værd, hvis den kun gælder dem, vi er enige med.
Jeg har endda i Borgerrepræsentationssalen gang på gang slået fast, at vi gerne ser kulturinitiativer fra højresiden af det politiske spektrum, men på snart fire år er der ikke rigtig kommet noget.
Det er Enhedslisten grundlæggende princip, at de demokratiske frihedsrettigheder skal gælde for alle, og alle skal have samme adgang til de kommunale institutioner og den demokratiske debat i København.
Jeg håber, at københavnerne er enige, og afviser kandidater, der ikke kan støtte op om de basale frihedsrettigheder.
Blogger: Frederik W. Kronborg, Gruppeforperson for Enhedslisten i Borgerrepræsentationen
Bragt på Altinget.dk 13/11-25