Ninna Hedeager Olsen. Teknik- og miljøborgmester for Enhedslisten i København. Medlem af Teknik- og miljøudvalget og Økonomiudvalget.

Den svære balancegang mellem en levende by og et hverdagsliv  

Københavns Kommune skal vedtage ny nattelivsplan.  Der har været fremsat en række misvisende påstande om Enhedslistens rolle og holdninger.  Vi vil derfor gerne forklare, hvad det er vi mener.

Nattelivsplanen udarbejdes af to forvaltninger, fordi alkoholbevillinger er en sag for Kulturforvaltningen, mens bl.a. renhold af gader hører under Teknik- og Miljøforvaltningen.

Embedsværket udarbejder udkastet til nattelivsplanen, der bliver den sendt i høring blandt københavnerne, hvorefter de politiske forhandlinger går i gang.

Denne gang har der desuden været nedsat et ”Advisory Board”. Et rådgivningspanel med repræsentanter for beboere, lokaludvalg og erhverv. De to borgmestre har lyttet til fremlæggelsen af de samlede anbefalinger fra panelet, men har ikke deltaget i de møder, hvor de er blevet udarbejdet.

Hvis festen bliver spredt er der plads til det hele

For Enhedslisten er nøgleordet ”balance!”. Balance mellem at København på den ene side er rammen for fest, natteliv og musik, og på den anden side også er det sted hvor hundredtusinder bor og arbejder.

Mens Indre By har været lagt ned af alt for mange larmende discountbarer på al for lidt plads, så er der andre dele byen, hvor der måske mangler adgang til mere musik og natteliv.

Målet for Enhedslisten er derfor ikke, at der kommer færre nattilladelser i hele København. Målet er, at nattelivet bliver spredt mere ud i hele byen. Det betyder, at der nogle steder skal gives flere bevillinger, og andre steder skal der måske være færre.

Vi vil fastholde den nuværende praksis

Ubalancen startede med Ritt og Bondams plan om ’Gang i København’, der gav fuldstændig los for bevillinger i indre By.

Derfor har Enhedslisten i Bevillingsnævnet stemt for at indføre varslingszoner på dele af Nørrebro og i Middelalderbyen, fordi støjgenerne i de bydele havde taget overhånd. Det vil sige, at nye barer ikke kan forvente at få en ny natbevilling, selvom der er andre barer med natbevilling i området.

Uanset varslingszoner foretager Bevillingsnævnet en individuel vurdering af hver ny ansøgning. Der bliver sagt ja til nogle få nye og nej til rigtig mange. Helt præcist er der givet ni tilladelser og 48 afvisninger i Middelalderbyen.

Varslingszonerne er en god måde at styre udviklingen af nattelivet i Indre By og dele af Nørrebro. Derfor ønsker vi, at de skal fastholdes. Men vi vil ikke stemme for de nye forslag om en endnu mere restriktiv praksis i forbindelse med fornyelse eller overtagelse af eksisterende bevillinger og nattilladelser.

Vi kommer heller ikke til at stemme for alkoholfrie zoner, men vi synes det er en god ide at udpege festområder uden naboer tæt på, hvor de mere støjende musikarrangementer kan foregå.

Og så tror vi, at vi kan løse meget ved, at der blive skruet op for den forebyggende indsats med flere støjvagter, flere toiletter og mere renhold. Vi kan skabe større tryghed med belysning og forebygge grænseoverskridende adfærd. Det vil være en fordel for både naboerne og for nattelivsgæsterne.

Bloggere:




Skrevet sammen med Line Barfod. Bragt på Berlingske.dk 17/3-21