Amagerbro for mangfoldigheds demonstration: aldrig mere en Krystalnat

DEMO: Amagerbro for mangfoldighed – aldrig mere en Krystalnat

Vi beboere på Amagerbro ved, at vi har de samme ønsker til det gode liv: Tryghed for os selv og vores familie og venner. Uddannelse og job til alle, tag over hovedet, penge på kontoen.

Derfor går vi på gaden på 79-året for Krystalnatten med budskabet;
Ja til gensidig respekt, solidaritet og plads til mangfoldighed.
Nej til fremmedhetz, racisme og nazisme

Kom og tænd en fakkel, så vi kan gøre aftenen helt specielt.

Vi glæder os til at se jer.
Arrangørgruppen Amagerbro for Mangfoldighed
——
Program:
Taler: Ulrik Kohl, Enhedslisten

Musik: Uffe Lorenzen, solo og Goldschmidts Musikakademis børnekor

Arrangører: Amagerbro for Mangfoldighed

Det vil være muligt at købe fakler og kaffe, te, juice og kage til små priser. Overskuddet går til Exitcirklen.

Læs mere her.
—–
Baggrund:
Den 9. november 1938 blev ca. 26.000 jøder fængslet i Tyskland som led i en nazistisk aktion, der bliver husket som Krystalnatten. I år er 79-årsdagen for den nat, der markerede optrapningen af den systematiske forfølgelse af jøder, kommunister, romaer, seksuelle minoriteter, transpersoner, folk med handicap og andre mennesker, der ikke stemte overens med et højrenationalt og fascistisk verdensbillede. Begivenheden markerede overgangen fra diskrimination til( systematisk) forfølgelse.
Menneskerettigheder blev systematisk tilsidesat, jødiske borgere mistede helt basale rettigheder, på trods af at de var født og opvokset i Tyskland. Propagandamaskinen virkede og i måneder efter blev 25.000 jøder afhentet og sendt i kz-lejr. Vejen var banet for et folkemord.

I dag ser vi medier, der blåstempler en stadig mere rå og hadefuld tone overfor mange mindretal – det være sig religiøse, sociale, etniske og seksuelle – og det opløser grænserne for, hvad der i orden at sige og tilladt at gøre. Vi ser politikere puste til fordomme og fremmedhad med tiltag, love og fortællinger, der diskriminerer religiøse mindretal, oftest målrettet muslimer. Vi ser overvågning, mistænkeliggørelse og visitationszoner af hele kvarterets beboere alene ud fra deres hudfarve.