ByOasen er reddet

Nørrebros helt egen bondegård, den bemandede legeplads ByOasen har fået sikret sin fremtid. Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg besluttede mandag aften at permanent-gøre driften af den populære legeplads, hvor byens børn kan holde geder og høns, kaniner, marsvin og mus.

Flere års usikkerhed om fremtiden for ByOasen er slut. På Teknik- og Miljøudvalgets møde mandag d. 25. maj besluttede udvalget at gøre driften af den populære bemandede legeplads i det tidligere plejehjemsområde De Gamles By på Nørrebro permanent. Til stor glæde for de lokale der gennem de seneste år har kæmpet for deres lokale oase. I 2015 indsamlede de 4000 underskrifter for at minde politikerne om at sikre penge til at drive legepladsen videre.

– ByOasen er et helt unikt mødested for mennesker i alle aldre og alle vegne fra. Det er stenbroens epicenter for natur- og miljøformidling og stedet, hvor man kan mødes om glæden ved dyr, selvom man bor midt i storbyen, så jeg er både glad og lettet over, at vi nu har fundet penge til at sikre legepladsen permanent, siger Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Geder, høns og marsvin
I ByOasen kan storbyens børn holde kaniner, marsvin, høns og mus. Legepladsen har også en stor gedefold, og Orangeriet –et stort drivhus med tropiske planter og fugle. Pædagoger, naturvejledere og en dyrepasser står for den daglige drift og arrangerer et hav af aktiviteter for områdets børn og voksne.

Alle er velkomne i ByOasen, hvor man også kan drikke kaffe og spise sin frokost. Lokale børn og børnefamilier kommer der for at lege, besøge hønsegården, holde dyr, deltage i bålarrangementer eller bare lege frit på området. Og de ældre fra Nørrebro bruger området som mødested og rekreativt område. Nogle er raske og rørige, andre demente eller gangbesværede, og mange af de ældre er ledsaget af personale og nyder tydeligt at være blandt dyr eller børn, der leger.

Turister og internationale studiegrupper
Stedet besøges også af turister og studiegrupper fra udlandet, der vil opleve ”landet i byen” på nærmeste hånd, og 15 kolonihaver danner base for lokale børneinstitutioner og skoler, når de er på tur. I haveafdelingen er der en højbeds-gruppe, hvor ældre fra lokalområdet passer haver, og legepladsens personale hjælper børn fra ex specialklasser og specialskoler med at dyrke frugt og grønt.

FAKTA Bemandede legepladser i København:
Teknik- og Miljøforvaltningen har 27 bemandede legepladser rundt omkring i København. Det er små åndehuller og trygge mødesteder for byens børn, unge og deres familier. Her sætter pædagogisk personale gang i aktiviteter med børnene, og tilbyder aktiviteter som lektiehjælp, legestue, systue, bål, dans, sanserytmik, cykeltræning, fodbold- eller hockeyturneringer og meget andet

Mere om Københavns bemandede legepladser her: https://www.facebook.com/bemandedelegepladserikbh