I asfaltromantikkens udlægning skal en storby være præget af store veje med biltrafik, og åløb bliver fremstillet som gammeldags, provinsielt. Men det er ingenlunde parkerede biler og trafik, der skaber en moderne storby.
Der er ét argument, jeg støder på igen og igen, når jeg er ude at debattere, og når jeg læser debatten om fremtidens København i avisspalterne. Nemlig at København holder op med at være en ægte storby, hvis vi laver veje og parkeringspladser om til grønne områder, og hvis vi prioriterer cykler og fodgængere over biler.
Jeg ser det for eksempel når Berlingskes arkitekturredaktør mener, at København bliver til en »landsby«, hvis vi bruger noget af pladsen foran Tivoli til en bypark. Eller når journalisten Rene Fredensborg harcelerende insisterer på, at en storby skal svine, og at det er provinsielt at nedlægge parkeringspladser.
Tankegangen må være, at natur, frisk luft, lavt støjniveau og fuglesang hører til ude på landet. At man bare skal flytte fra København, hvis man ønsker sig den slags. Man kunne kalde tankegangen for asfaltromantik.
En storby skal i asfaltromantikkens udlægning være præget af store veje med biltrafik. Mennesker, der ikke bor i byen, skal hurtigt kunne køre i bil, hvorhen de vil, og altid kunne finde en parkeringsplads få meter fra deres destination. Biltrafik, støj og asfalt bliver fremstillet som moderne, mens græs, natur og åløb bliver fremstillet som gammeldags, provinsielt; noget, der skal holdes i afgrænsede parker. En by præget af asfalt og parkerede biler er også konsekvensen af tankegangen hos både Socialdemokratiet og De Konservative i København. De argumenterer begge for flere parkeringspladser i København og derfor også en infrastruktur, der tiltrækker flere biler, og hvor biler fylder mere i København end i dag.
Det betyder væsentlig mere asfalt og plads til biler, hvis ikke byen skal sande fuldstændigt til i trængsel. Om det er Gråbrødre Torv eller nogle af byens sparsomme grønne områder, der så ville skulle omdannes til parkeringspladser og nye veje i partiernes vision, har de ikke ulejliget sig med at udfolde.
Men er gennemkørende biltrafik og gader fyldt med parkerede biler virkelig noget af det, der i sig selv skaber byliv og en moderne storby? Det mener jeg ikke. Tværtimod.
Parkeringsplads er ikke byliv
Det København, jeg voksede op i, var på mange måder tættere på asfaltromantikernes drøm om en storby. Gråbrødre Torv, Nyhavn, Kultorvet og mange andre pladser, rummer i dag træer, bænke og legepladser.
Folk sidder og spiser og drikker kaffe udenfor på en café. I min barndom var de parkeringspladser. Det samme gjaldt vores baggårde. De var næsten alle som én dækket af asfalt, ofte med parkeringspladser eller deciderede garager. Og så har jeg slet ikke nævnt den støj og luftforurening, der var overalt.
Med de barndomsminder i baghovedet er jeg komplet uforstående over for asfaltromantikken. Jeg er uforstående over for ideen om, at mere plads til biltrafik og masser af parkering på byens veje og pladser på en eller anden måde skulle pege fremad og tegne fremtidens storby.
For mig er det som at skrue tiden 50 år tilbage. Til en tid, før man traf beslutninger, der – synes jeg – peger mere frem mod den by, København skal være.
Mange steder begyndte beboerne at brække asfalten i gården op og plante grønt i stedet. Heldigvis har der i mange år været en stærk bevægelse i København, der har kæmpet for det grønne lokalt og sat det på dagsordenen på rådhuset.
I dag har vi mange flere grønne områder. Grønne gårde, hvor børn kan lege frit, og hvor man kan grille og snakke med sine naboer. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det har været afgørende for, at rigtig mange – også børnefamilier – har haft lyst til at blive i byen og skabe sig et liv hér. I stedet for at rykke ud, som det ellers engang var normen.
København er blevet rigere på en anden slags liv end firesporede bilkøer og gennemkørende biltrafik i tætte boligområder.
Nemlig det liv, man får, når mange transporterer sig til fods eller på cykel, hvor man lettere møder hinanden, stopper op og taler sammen. Det liv, man får, når fortove og torve rummer plads til udeservering og andet byliv. Og det liv, man får, når støjen fra biltrafikken falder. Når man i stedet kan høre menneskestemmer og alle de andre lyde, der følger med, når mange mennesker bor og lever på relativt lidt plads.
Selvfølgelig skal en storby summe af liv og aktivitet. Her er ikke samme stilhed som i en landsby, og det skal der heller ikke være. Men hvorfor skal støjen komme fra en motor?
Mindre trafik gavner bilister
I en storby skal man selvfølgelig nemt kunne komme rundt på kryds og tværs. Men det skal i højere grad ske til fods og på cykel eller i busser, S-tog og metro. For ellers sander byen fuldstændigt til i biler.
Konsekvensen er, at ingen kommer frem. Det er det store paradoks i asfaltromantikkens logik: De, der har allermest brug for en bil, får sværere ved at komme frem i byen og ved at finde en parkeringsplads tæt på. Det gælder for eksempel mennesker med handicap og erhvervsdrivende, der skal levere varer, eller håndværkere, der skal skifte et toilet.
For at skabe bedre forhold for dem, der ikke kan klare sig uden bil, bliver vi nødt til at satse på transportformer, som fylder meget mindre end biltransport. Vi skal have velfungerende transport i København, som frigiver meget mere af den fælles plads til ting, der skaber fremkommelighed for alle, byliv og livskvalitet.
Derfor er min ambition ikke flere parkeringspladser på gader og stræder. Tværtimod kan det være nødvendigt at nedlægge væsentligt flere gadeparkeringspladser, så der bliver bedre plads til cykelstier, cykelparkering, hurtige buslinjer og grønt byliv.
Som minimum burde pladsen brugt til henholdsvis cykler, busser og biler afspejle, hvor mange mennesker der transporterer sig med de forskellige transportformer. Der er vi langtfra i dag. Hvis man tager pladsen mellem byens huse, bliver 49 procent brugt på kørebane, hvor der primært kører biler, lastbiler og busser. Ni procent af pladsen går til bilparkering, mens der kun bliver brugt syv procent på cykelstier og cykelparkering samlet set. Det skal holdes op imod, at kun 29 procent af turene i København bliver kørt i bil.
I nogle områder kan det give mening at skabe flere kommunale p-pladser i eksisterende parkeringsanlæg væk fra gader og stræder. Men generelt skal vi have omstillet byen, så mere trafik foregår med andre transportformer end biler. Også til gavn for dem, der ikke kan undvære bilen i hverdagen.
Fremtidens storby
Hvis vi ser ud over Danmarks grænser mod andre storbyer, er det tydeligt, at livskvalitet og hensynet til mennesker begynder at veje tungere end det altoverskyggende hensyn til biltrafik, som ellers har domineret udviklingen af storbyer i de sidste mange årtier.
I London er en hastighed på 30 kilometer i timen på byens veje ved at blive normen. Det har haft voldsomt positive effekter på trafiksikkerheden ifølge byens trafikmyndighed. I Paris har man lukket den indre bykerne af for gennemkørende biltrafik.
Samtidig står København og andre storbyer over for en markant udfordring, som vi allerede kan mærke nu, og som kun bliver større i fremtiden.
Nemlig klimaforandringerne, der kommer til at betyde flere oversvømmelser fra skybrud og fra havet. Samtidig kan flere hedebølger også betyde voldsom varme i de større byer, hvor asfalt og beton suger varmen til sig.
Hvis vores by i fremtiden er meget grønnere med meget mere natur, er vi samtidig bedre rustet til klimaforandringerne. Mere græs og jord og åbne åer kan optage store vandmængder, der ellers løber ned i kældrene. I en by, der er dækket af asfalt, kan vandet kun komme væk gennem kloaksystemerne, som allerede er under voldsomt pres, når byen bliver ramt af skybrud.
Natur hører altså ikke kun til på landet, men i høj grad også i en storby, der skal være rustet til de udfordringer, vi står over for. Og derfor er mere grønt og mindre asfalt fuldstændig afgørende, når det handler om at gøre vores fantastiske by endnu bedre.