Anbefalinger omkring mennesker med dobbeltdiagnoser giver god mening

Af Charlotte Lund, medlem af Borgerrepræsentationen i København for Enhedslisten og Helene Forsberg-Madsen, medlem af Regionsrådet i hovedstaden for Enhedslisten

Ditte Brøndum, Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening præsenterer i Altinget d.3.marts fire anbefalinger til, hvordan vi kan sikre bedre hjælp til mennesker med dobbeltdiagnoser. Det handler om, at sundhedsfaglighed ikke kan stå alene, at målgruppen ikke må være for bred, sammenhæng i behandlingen og let tilgængelighed.

Det er der fuld opbakning til både hos Enhedslisten i Region Hovedstaden og Enhedslisten på Københavns Rådhus.

Først og fremmest er det et vigtigt emne, der tages op her. Det er desværre ikke en ny problemstilling, men en sørgelig dokumentar har igen sat fokus på problemerne og nu spiller socialrådgiverne ind med fire anbefalinger, som vi kun inderligt kan bakke op om.

Sundhedsfaglighed kan absolut ikke stå alene, når man har at gøre med mennesker i alvorlig udsathed. Det kræver en socialfaglig, kompetent indsats at sikre den helhedsorienterede indsats – og den er der brug for, hvis vi skal rykke noget som helst og undgå faldet ned mellem de berømte to stole.

Tærsklen skal være lav, målgruppen må ikke blive for bred og der skal være et forløb efter behandling – det er fuldstændigt spot on og afgørende for, at sundhedsfaglig behandling overhovedet giver mening. Men det er frustrerende, at det er så svært at forstå, at det gode arbejde for mennesker i udsatte positioner kræver meget mere end kortsigtede enøjede løsninger. Det kræver dygtige mennesker med stærke tværgående fagligheder, som har brug for ressurcer og gode rammer for at kunne arbejde sammen om at sikre mennesker med dobbeltdiagnoser tilstrækkelig sundheds- og socialfaglig behandling.

Fra kommunens side bakker vi op og efterlyser samtidig et bedre samarbejde mellem region og diverse forvaltninger – også på tværs så medarbejdere kan samarbejde direkte.

Vi skal styrke fokus på akutpladser ved udskrivning, så man har tid til at lave en faglig vurdering af, hvad den enkelte har brug for. Der skal også mere fokus på housing first etc., så borgerens øvrige udfordringer behandles samtidig med diagnoserne.

Vi skal også sammentænke social- og beskæftigelsesområdet, så et tilbud om beskæftigelse styrkes af kompetencerne fra socialområdet.

Det er både ressourcekrævende og komplekst at gøre det godt for mennesker med komplekse problemer i et samfund, der er inddelt i kasser og på mange områder lykkes så elendigt i at bygge bro mellem forskellige indsatser. Samtidig er det så såre simpelt, hvis man investerer i de mennesker med størst behov og afsætter de nødvendige tværfaglige kompetencer. Det handler om at arbejde langsigtet, relationelt, socialt- og sundhedsfagligt, og om grundlæggende at forstå og anerkende, at problemer næsten altid er alsidige og sammenhængende.

Hvor svært kan det være at forstå?