Kære kammerater
Hvor er det dejligt at se jer fysisk i år og vi ikke er tvunget til at sidde bag en skærm, som de forgangne år. Jeg er sygeplejerske og arbejder til dagligt på Bispebjerg Hospital – endda efter det helt gamle skema; 8 timers arbejde, 8 timers frihed, 8 timers hvile.Lige i morgen har jeg dog 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers arbejde igen. Sådan er det ofte planlagt på en hospitalsafdeling. Men! vi skal være stolte af de tre gange 8 timer, som vi har kæmpet os frem til – vi må dog ikke stoppe her, vi skal længere endnu!
Jeg har arbejdet siden jeg var 15 år gammel. På en kaffebar, som pædagogmedhjælper, på en restaurant og ombord på en flyvemaskine. Fælles for alle de job er at det er enormt fysisk krævende, det er ikke nødvendigvis under OK forhold og tit er det usikre ansættelser. Da jeg arbejdede hos SAS havde vi ingen garantitimer, men vi skulle garantere timer vi var til rådighed for dem.
Så jeg har altid arbejdet meget. Men jeg er rimelig ny i arbejdet som sygeplejerske. Og det er dog nu jeg arbejder mere end jeg nogensinde har gjort før, til en lavere løn og i et arbejde jeg aldrig havde drømt om var så fysisk og psykisk hårdt. Endda i et arbejdsmiljø som desværre får mine kollegaer til at gå ned med stress. Mit budskab i dag, på kampdagen, er altså at en af de største arbejderkampe vi har – stadig – i 2022 er at vi skal arbejde mindre.
I juni 2018 stod sygeplejerskerne skulder ved skulder med resten af fagbevægelsen – det handlede om mere i løn. Ligesom det også gjorde i 2008 og alle de andre år. Og vi har alle sammen gennem de seneste år lært at sige Tjenestemandsreformen og lært at den altså betyder at vi har indplaceret de traditionelle kvindefag rigtig lavt på lønstigen fordi vi var, ja, kvinder.
I 2018, da vi stod skulder ved skulder og råbte for “En løsning for alle” gik jeg på sygeplejerskeuddannelsen. Allerede under studiet lærte vi altså at det at være sygeplejerske er meget mere end at behandle patienter og udøve professionel omsorg – det er en kamp om at have et arbejde man ikke bliver helt nedslidt af og hvor man bliver betalt en ordentlig løn. Den kamp man skriver sig op til, når man takker ja til studiepladsen står ingen steder, men bliver yderst relevant når man bliver færdiguddannet.
På sygeplejerskeuddannelsen lærte jeg, hvordan sygeplejen er i den ideelle verden. At når min patient havde brug for at tale med sin sygeplejerske, så skulle jeg være nærværende, sætte mig ned i øjenhøjde, lytte, støtte og hjælpe med at krisehåndtere. Jeg lærte, at plejen og omsorgen af patienterne skal ske etisk korrekt og med værdighed for patienten.
Da jeg så kom ud i praktik, fik jeg et indblik i, hvordan virkeligheden så ud – der hvor man ikke talte om sygeplejeteoretikerne og deres syn på rigtig sygepleje, men hvor man forsøgte at udøve den bedst mulige behandling og pleje, uden at gå hjem med alt for meget dårlig samvittighed.
I 2021 – på bagkant af Corona – sagde vi sygeplejersker nej til vores overenskomst. Vi var blevet udråbt til helte, der var blevet sunget sange og klappet af os, når vi ”holdt hjulene i gang” , ”stod i frontlinjen” og viste det berømte samfundssind. Men sandheden er jo, at vi hver dag står i frontlinjen. Vi hver dag kæmper en kamp.
En kamp for at bøje os tilpas meget og knække koderne i systemet for vores patienter og for at vores patienter kan få den bedste behandling. Vi går på kompromis med vores eget liv og vores eget velbefindende for at sikre, at vores patienter holder hovedet ovenvande. Det skal ikke være en kamp – det kan og skal vi politikere gøre bedre.
Ja, for nu er jeg også blevet politiker og i mit arbejde i Regionsrådet er det blevet tydeligt, og det er gået op for flere partier, at vi er nødt til at tage det offentlige arbejdsmarked alvorligt – i det her tilfælde i sundhedsvæsenet. Her mangler vi i dén grad medarbejdere, som har lyst til at arbejde på vores hospitaler. Og i kommunerne mangler der også essentielle medarbejdere til det såkaldte nære sundhedsvæsen. Og vi skal huske at vi er hinandens forudsætninger og ikke konkurrenter – kommuner og regioner. Vi politikere har et kæmpe ansvar. Det tager vi i Enhedslisten på os.
I mit fag og generelt i de traditionelle kvindefag bliver vi tit skudt i skoene, at vi alle sammen arbejder deltid, og hvis vi blot gik op på fuld tid, så ville vi løse rigtig mange af problemerne med manglen på os.
Og det er da rigtigt i et Excel ark – at hvis man bare arbejdede flere timer, så kunne vi dække flere huller i vagtplanerne. Det kunne være fedt hvis det også havde gang på jord. Jeg arbejder selv 30 timer om ugen. Jeg mærker nu, hvor underligt det føles, når der tales om ”alle dem”, som bare kan arbejde lidt mere. Mange af mine kollegaer har i perioder behov for at gå ned i tid pga familie eller måske helbred. Eller fordi de ikke vil have, at deres arbejde fylder hele deres liv. Og det kan jeg godt forstå. For selvom det var en stor sejr at få gennemført 8 timers arbejde, 8 timers hvile, 8 timers frihed, så burde vi kæmpe meget mere – og meget mere klart – for en yderligere reduktion af arbejdstiden.
Og vi skal ikke kun arbejde mindre, så vi har tid og plads til at udfolde os på andre måder, men også, fordi det skaber mindre stress og pres.
Undersøgelserne kender I jo nok godt – de viser nemlig at ikke nok med at vi bliver mere produktive, som de borgerlige vil fokusere på, men vi bliver også gladere mennesker, vi sikrer en bedre balance mellem arbejde og privatliv. VI sikrer mere lighed mellem kønnene og vi kan endda også hjælpe klimaet ved at arbejde mindre.
Det kan lyde omsonst at ville have flere sygeplejersker til at gå ned i tid, men jeg vil vove at påstå, at det ville løse mange af vores problemer.
For fleksibiliteten i at arbejde 30 timer (det skulle vel at mærke være til samme løn som de 37 timer er nu) kan gøre, at flere kan arbejde mere i tilspidsede situationer, og man reelt ville få et arbejdsmarked, hvor færre blev stressede, og flere gik glade på arbejde. Og kvaliteten af de timer man så er der, ville være endnu bedre. Og i sidste ende ville flere sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter m.v. blive ved med at arbejde i vores velfærd – og det ville også sikre et bedre arbejdsmiljø.
Faktum er lige nu, at selvom cirka halvdelen af sygeplejerskerne er på deltid – altså er ansat til under 37 timer – så arbejder mange over deres norm. Altså arbejder man i gennemsnit langt over det timetal man er ansat til. Det kan bare ikke ses i statistikkerne, når man kigger på fuldtidsmedarbejdere. (Og oveni det får man så heller ikke del i de aftaler om pension osv, når man arbejder deltid.) Derfor holder det heller ikke, når der bliver sagt at vi bare skal arbejde noget mere.
Jeg arbejder i et fysisk hårdt arbejde – med mennesker som i den grad har brug for støtte og hjælp. Sygeplejersker og andre velfærdsmedarbejdere er en forudsætning for opretholdelsen af vores velfærdssamfund. Derfor er jeg også en meget stolt sygeplejerske – en stolt velfærdsmedarbejder.
Nu hvor jeg har jer, vil jeg afslutningsvis lige sætte fokus på en del af arbejderkampen, som vi ikke altid hører omtalt som en arbejderkamp. Og som vi aldrig kan tale for meget om. Og det er uligheden i sundhed.
For det er faktisk sådan, at de lavest uddannede i vores samfund – har en markant dårligere sundhed – og flere sygdomme, som resulterer i forringet livskvalitet og for tidlig død. Uligheden starter langt før at mennesker ender hos mig inde på hospitalet. Det handler om ulighed i vores samfund generelt og ses i vores daginstitutioner, skoler, fritidstilbud osv. Altså steder hvor vi igennem livet møder velfærdsmedarbejdere, som skal tage hånd om alle mennesker. Vi skal have de fornødne redskaber til at hjælpe socialt udsatte til at mestre livet endnu bedre. Vi skal afskaffe fattigdom og sikre at alle kan få mad på bordet, have råd til deres medicin og sikre at børn får en god opvækst.
Adgang til sundhed og behandling er fuldstændig fundamentalt for lighed i et samfund, men også for, at vi kan bevare vores velfærdssamfund.
Det samme er ordentlige løn og arbejdsvilkår for velfærdsarbejderne.
Det kæmper jeg sammen med jer – sammen med Enhedslisten for i dag og hver dag.
Tak for ordet.
Rigtig god 1. Maj