12. maj 10:11

De bløde trafikanter har fået bedre forhold i Kampmannsgade mellem Vester Søgade og Vester Farimagsgade. Københavns Kommune har siden januar anlagt nye og bredere cykelstier med kantsten, hvor der før var cykelbaner. De nye cykelstier har givet cyklisterne bedre komfort og større tryghed, bl.a. fordi man ikke længere skal køre på ydersiden af busserne ved busstoppestederne, men kan blive på cykelstien. Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) er glad for løsningen:

- De nye cykelstier i Kampmannsgade er en brik i det puslespil, der skal få trafikken til at gå op i København. Vi skal skabe cykelstier, som giver de cyklende en tryg oplevelse, hvor de ikke skal ind og ud mellem biler og busser. Det gør det mere attraktivt for folk at lade bilen stå og i stedet tage cyklen, og derfor er det uhyre vigtigt, at vi får skabt løsninger som denne i hele København. På den måde skaber vi bedre fremkommelighed, renere miljø og samlet set en bedre hovedstad for alle, siger Morten Kabell.  

 Også de gående og buspassagererne har fået bedre forhold. I krydset ved Vester Farimagsgade er den eksisterende midterhelle blevet udvidet til to meter, så det er blevet mere trygt at stå der, især hvis man har barnevogn eller ladcykel med. Ved stoppestederne er fortovene blevet renoveret.

For at få plads til cykelstierne og udvidelsen af midterhellen er kørebanen nu indsnævret til kun et spor for bilister fra Vandværksviadukten ind i Kampmannsgade, og det giver god mening, mener Morten Kabell:

- Vi bruger alt for meget plads på bilerne i København. Sidste år var der flere cyklister end bilister i Indre By, og derfor skal vi selvfølgelig også indrette byen efter dem. Det er Kampmannsgade et godt eksempel på, siger Morten Kabell. Borgmesteren peger på, at vejfladen mellem bygningerne i København i uforholdsmæssig stor grad bliver brugt til biler. 54 pct. bliver brugt til kørespor og 12 pct. til kantstensparkering. Cykelstierne står blot for syv pct. af arealet. 

Cykelstierne på Kampmannsgade er sidste del af Supercykelstien Albertslundruten, der går gennem København, Frederiksberg, Rødovre, Glostrup og Albertslund. Albertslundruten har siden åbningen i 2012 oplevet en stigning på 34% flere cykelture. Den gennemsnitlige cykeltur på Albertslundruten er 7,5 km og 83% af alle ture er længere en 4 km.

København har et mål om, at halvdelen af turene til job og studie klares på cykel. Mens over halvdelen af københavnerne tager cyklen til arbejder og uddannelse, kniber det med at få pendlerne til at benytte den tohjulede. Fra 2015 til 2016 er cykeltrafikken over kommunegrænsen er faldet med 15 %, mens antallet af bilture over kommunegrænsen er steget med næsten 40.000 siden 2013, så antallet i dag er på hele 558.300.

Seneste cykeltælling på Kampmannsgade viste 8870 cyklister mellem klokken 7 og klokken 19