27. apr 14:27

Enhedslisten foreslår styrket indsats for seksuel sundhed

Enhedslisten vil øge københavnernes viden om vigtigheden af HPV-vacciner og stiller derfor nu et medlemsforslag til Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune om øget oplysning til elever og forældre via sundhedsplejen på skolerne.

I Enhedslisten ønsker man, at oplysningen sker ved at sundhedsplejen integreres i forældremøderne i alle 6. klasser. Formålet er at sikre alle forældre adgang til opdateret viden om seksuel sundhed, så forældre og elever kan træffe beslutning om deltagelse i HPV-vaccination på et oplyst grundlag.

Ifølge Sundhedsstyrelsen rammes ca. 370 kvinder i Danmark hvert år af livmoderhalskræft, hvor ca.  100 dør årligt af sygdommen. HPV-vaccinen kan mindske disse tal, da HPV-virus er årsag til 70% af tilfældene. Vaccinationen har størst effekt, hvis den gives inden den seksuelle debut, da virussen smitter ved seksuel kontakt.

Særligt de seneste år er antallet af unge kvinder, der gennemfører vaccinen, faldet markant.

I 2015 var der megen medieomtale om, at HPV-vaccinerede kvinder blev syge af vaccinen. Ikke desto mindre har, hverken læger eller forskere kunne påvise nogen sammenhæng mellem vaccineprogrammet og de omtalte bivirkninger.

Svigtende deltagelse i HPV-program er et alvorligt problem. Børn, unge og deres forældre har deres opfattelser af sex og seksuel sundhed fra mange kilder. Via sundhedsplejens tilstedeværelse på skolerne og kendskab til eleverne, kan der formidles korrekt viden om seksuel sundhed på en klar, tryg og god måde”, siger Gorm Gunnarsen, næstformand i Børne- og Ungdomsudvalget, borgerrepræsentant for Enhedslisten i Københavns Kommune.

Statens Serum Institut oplyser, at på opgørelsestidspunktet i 2016, var der halvt så mange piger, født i 2003, der sammenlignet med piger født i 2002, blev HPV-vaccineret. 1 ud af 2 piger fra årgang 2002 blev således vaccineret mod HPV-virus, mens kun 1 ud af 4 piger født i 2003 er HPV-vaccineret i dag.

”Det er sundhedsmæssigt helt i forrykt, at tallene for gennemførelser af vacciner er så lave. Korrekt oplysning om seksuel sundhed og HPV-vaccinen må prioriteres i langt højere grad. Med højest mulig deltagelse i HPV-vaccination kan vi stoppe smitten og rede mange liv”, udtaler Gorm Gunnarsen og tilføjer:

Der må ikke herske nogen tvivl om de klare overordnede fordele ved gennemførelse af HPV-vaccinen, inden de unges seksuelle debut. Og vi mener, at oplysning til forældre og elever via sundhedsplejerskerne på skolerne er den bedste måde at dele og forankre det viden vi har”.